»Jeg ved, at al min sidste tid skal leves, jeg ved, at tiden tæller hjertets slag«. Jeg er vokset op med Anne Linnets sange, og netop de ord gjorde indtryk på mig allerede som barn – at al den sidste tid skal leves, og at tiden tæller hjertets slag. Den tid, der er tilbage af livet – min sidste tid – hvor lang eller kort den så måtte være. Døden er en naturlig del af livet, selvom vi prøver at skubbe tanken om døden fra os. Og måske er det endda sådan, at når vi lærer at for- holde os til døden, så bliver vi også bedre til at forholde os til livet.

»Jeg ved, at al min sidste tid skal le- ves, jeg ved, at tiden tæller hjertets slag.« De ord peger jo så på noget af det, vi kan lære ved at forholde os til døden – f.eks. dét, at når vi kan tale om »en sidste tid«, og dermed har gjort os klart, at vi ikke skal blive ved med at være her, så véd vi nok også, at livet skal leves og bruges – det skal ikke bare sjuskes væk i alle mulige ligegyldige bagateller. Det vil sige, at også spørgsmålet om, hvad der betyder noget for os, trænger sig på. Hvad er det vigtig- ste for os? Hvad er det, vi vil fortryde, hvis vi ikke får det gjort? Hvad er det, vi ikke kan undvære, hvis livet stadig skal have mening for os? Når vi giver os til at svare på den slags spørgsmål, så begynder vi samtidig at give os selv mulighed for at leve vores liv, så det ikke bare bliver styret af tilfældigheder. Og hvem véd – måske giver vi os ligefrem i kast med nogle af livets store grundspørgsmål: Er der en mening med at vi er her? Er der en Gud? Er der et liv ud over døden?